Schæferhunden!
Navn
Den tyske schæferhund
Schæferhund = hyrdehund
German Shepherd (forkortelse på Engelsk GSD)
Oprindelsesland
Tyskland
Beskrivelse
Schæferhunden er middelstor, let langstrakt, kraftig og godt muskuløs. Knoglebygningen er tør, og sener og bånd er faste.
Skulderhøjden skal ligge mellem 60-65 cm. for hanner og 55-60 cm. for tæver.
Kropslængden er fra 10 til 17% større end skulderhøjden.
Schæferhunden skal i sit væsen være harmonisk, nervefast, selvsikker, absolut frimodig og (når den ikke er bragt i affekt) fuldstændig fredelig, og samtidig være opmærksom og let at føre. Den skal besidde mod, kampdrift og hårdhed for at være egnet som ledsagehund, vagt-, forsvars- og tjenestehund samt som hyrdehund/vogterhund.
Farverne kan være: Sort med rødbrune, brune, gule til lyst grå aftegninger. Ensfarvet sort eller grå, hos grå hunde mørkere schatteringer. Sort sadel og maske.
Vægtforhold: Hanner mellem 30-40 kg. Tæver mellem 22-32 kg
Anvendelse
Alsidig brugs-, hyrde- og tjenestehund
Schæferhunden er som familiehund en af verdens populæreste, og ikke uden grund. Den er både børnevenlig, rar og omgængelig - og den værner om sin familie.
Hunden tilpasser sig hurtig familiens dagligdag, den er intelligent, lærevillig og let at pleje
- kort sagt den ideelle familiehund!
Som brugshund er og vil Schæferhunden altid være en vigtig medarbejder ved politiet, militæret, vagtværn og som redningshund og førerhund.
Schæferhunden er ikke kun en udstillingshund men også brugshund. Derfor er det vigtigt at holde fast i en smuk hund med et sund helbred og et godt væsen. Dette søger vi i klubben at fastholde og til stadighed forbedre.
Således kan der kun stambogsføres hvalpe efter avlsgodkendte forældre.
Historie
Den planmæssige avl med schæferhunde tager sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet. Omkring århundredeskiftet opstod forskellige foreninger med det formål at opbygge og renavle schæferhunderacen. Begyndelsen var præget af en del uoverensstemmelser. Nogle grupper ville først og fremmest avle på brugsegenskaber, andre på eksteriør.
Først i 1899 lykkedes det at skabe en stabil forening under ledelse af Arthur Meyer og med ritmester v. Stephanitz som ordfører. Sidstnævnte blev senere foreningens præsident og han har en meget stor del af æren for udformningen af den politik, der resulterede i vor tid schæferhund.
Det var v. Stephanitz ' grundlæggende holdning, at der skulle lægges vægt på både udseende og indre egenskaber, et synspunkt han altid holdt fast ved og forfægtede med stor styrke.
Grundstammen i schæferhunden blev opbygget af hyrdehunde fra Würtemberg; det var ret store langhårede hunde med hængeører og korrekt båret hale, fra Thüringen noget mindre, korthårede hunde med ståører og fra Schwaben kom hunde med gode hyrdehundeegenskaber. Derudover også en del mere eller mindre betydende lokal varianter.
(uddrag af bogen: Markante linjer i tysk schæferundeavl af Arne Bak Rasmussen)
Schæferhunden i dag
Idag bruger man ikke mange steder schæferen til det formål som den i sin tid blev fremavlet til, hyrdehund - men hvis man retter opmærksomheden mod USA og Australien findes de stadig i arbejde med at drive bl.a. får.
Hvis du er interesseret i at vide noget om schæferen som hyrdehund så klik her. Siden er på Engelsk.
Schæferhunden er en fortræffelig familiehund, som dog efter min bedste overbevisning trives bedst hvis den får lov til at arbejde. Her mener jeg at bruge sit hoved og løse opgaver som at gå spor, træne lydighed, søge efter ting, lave forsvars arbejde, agility, kort sagt have et aktivt hundeliv. Gennem årene har schæferen fået koblet et halvdårligt ry på sig. Det mener jeg er opstået på grund af understimulerede hunde der lever på for lidt plads med en ejer eller familie der ikke har den fornødne tid og energi til at træne og aktivere hunden.
Samtidig må man tage i betragtning at schæferen er den hunderace der er oftest brugt af politi, militær og vagtfolk. Dette betyder at når man kikker på statistikkerne om bidskader ligger schæferen højt, hvilket ikke er så underligt.
Webmaster Connie © 2004
